 |
 |
Velkommen til grundskolen på NGG
På NGG lægger vi stor vægt på, at eleverne rustes så fagligt som muligt. Vi mener, det er meget vigtigt, at eleverne får de optimale faglige udfordringer i et godt arbejdsmiljø. Eleverne lærer at have lektier for, de lærer at skabe arbejdsro og at turde stå frem for andre.
|
 | |
|
 |
Vi mener, det er vigtigt, at eleverne bliver bedømt for deres arbejdsindsats, og derfor starter vi med at give karakterer efter 7-trinsskalaen allerede fra 3. klasse. I 1. og 2. klasse får eleverne udtalelser. Tre gange årligt modtager eleverne karakterbøger eller udtalelser.
Vi har selvfølgelig samspil mellem fagene i det omfang, at det er naturligt, men det er faglærernes ansvar, at eleven rustes bedst muligt i vedkommendes fag. Teamsamarbejde kan være strålende, når blot man klart ved, hvem der har ansvar for hvad. Temauger og featureuger har vi ikke på NGG. Vi er af den opfattelse, at fagene skal læses individuelt og skal opleves af eleverne så ofte som muligt. De faglige små dryp så hyppigt som muligt er uhyre vigtigt.
Vi har masser af kreative tilbud både i skoletiden og i fritiden. Vi tror på, at de er vigtige for stemningen på skolen, og de prioriteres derfor højt. Jo bedre eleverne føler sig ’hjemme’ på NGG, des mere kan og vil de lære. Vi har kor, orkestre, sportshold i mange idrætsgrene, dramahold og meget andet. Idrætsarrangementer, koncerter, dramaoptræden m.m. er meget hyppige på NGG, hvilket man kan se ved at gennemgå skolens årsplan.
På NGG har vi delt grundskolen i fire afsnit: indskoling (bhk.-2. klasse), 3.-6. klasse, 7.-9. klasse og 10. klasse.
Indskoling (børnehaveklasse til 2. klasse) NGG’s pædagogiske grundholdning er, at det er yderst vigtigt, at børn får lov at lære, når de er motiverede herfor. Vi ser ingen modsætning mellem at lære og at lege. Ællingen er et tilbud til de ældste børnehavebørn – dvs. de børn, der skal starte i børnehaveklasse året efter. I Ællingen tilbydes edb-leg, idræt, svømning, musik/rytmik samt læse-, tale- og tælleøvelser.
Som det fremgår af timetalsskemaet, er undervisningen også i børnehaveklassen skemalagt, hvilket er specielt for NGG. Børnehaveklassen har skolefag som dansk, matematik, musik, idræt m.m. De børn, der optages i børnehaveklassen, kommer fra et stort geografisk område omkring NGG. Børnene skal langsomt – under hensyntagen til den enkelte – vænnes til at gå i skole ved at deres koncentrationsevne styrkes og motorikken forbedres.
Udover timer med børnehaveklasselederen har børnene timer med deres kommende 1. klasse dansk- og matematiklærer, der på denne måde får mulighed for at lære børnene at kende.
I 1. og 2. klasse tages der til stadighed udgangspunkt i den enkelte elevs behov og færdigheder. Motorikken forbedres yderligere gennem idræt, svømning og musik. Dansk og matematik styrkes gennem mange lektioner pr. uge, da vi erkender, at disse fag er uhyre vigtige for at kunne læse og forstå andre fag. Det at kunne læse er en fantastisk oplevelse for små børn. Derfor sætter vi meget ind på, at det sker så hurtigt som muligt i skoleforløbet.
I 1. og 2. klasse indføres naturfag, fordi vi gerne vil give eleverne indsigt i fagene geografi, fysik og biologi. Disse fag optræder selvstændigt fra 3. klasse. Eleverne lærer desuden, at IT kan bruges til andet end spil.
3. til 6. klasse I 3. klasse får eleverne engelsk, historie, fysik og biologi, og i 4. klasse indføres geografi. I 5. og 6. klasse kommer andet fremmedsprog (tysk eller fransk) til. Eleverne skal vælge, hvilket af de to sprog de vil have på de to klassetrin.
På dette tidspunkt i grundskolen gør vi meget ud af at give eleverne en god arbejdsmoral i de forskellige fag samt få dem til at udvikle gode arbejdsmetoder. At fremmedsprog indføres tidligt i skoleforløbet skyldes mange faktorer. De senere år er verden blevet mindre, og det er væsentligt, at vi kan kommunikere med hinanden. Jo yngre eleverne er, des mindre generte er de over for hinanden, og des hurtigere vil indlæringen derfor foregå. Indførelsen af nye sprog er sket under hensyntagen til, at man først skal være fortrolig med et sprog, før man starter et nyt sprog.
Faget fysik indføres allerede fra 3. klasse, fordi vi ønsker at styrke de naturvidenskabelige fag. Skal eleverne have styrket deres interesse og motivation for science-fag, er det vigtigt, at disse fag indføres tidligt i skoleforløbet, og at det er uddannede og kvalificerede lærere, der underviser i fagene. Vi mener ikke, at faget ’naturfag’ er dækkende nok. Vigtige emner inden for fysik, biologi eller geografi kan nemt blive glemt, hvilket vi ønsker at undgå. Derfor optræder fagene selvstændigt.
Brugen af computere i undervisningen stiger gennem klassetrinnene, og eleverne kan besøge vort skriveværksted såvel under kyndig lærervejledning i timerne som led i undervisningen som efter skoletid. Besøg på egen hånd kræver dog tilladelse, som opnås, når man har udvist visse færdigheder.
|
|
 |
7. til 9. klasse I denne periode forberedes eleverne til ungdoms-uddannelserne. På NGG mener vi, at gymnasiet starter i 7. eller 8. klasse. Det er i den ånd, man skal se vores fagudbud og timetal samt de krav, vi stiller til de unge.
|
 | |
|
 |
Eleverne skal vælge hvilket 2. fremmedsprog, de skal have i alle tre år. Herudover er biologi, geografi, historie og fysik obligatoriske.
I 7. klasse er der tradition for, at eleverne kommer på en indenlands lejrtur, og i 8. klasse er der mulighed for sprogrejse til Frankrig eller Tyskland, hvor mange kan opleve kulturen på tæt hold.
NGG har styrket de naturvidenskabelige fag i 7.–9. skoleår ved at øge timetallet i forhold til det antal timer, der er fastslået fra undervisningsministeriets side.
Når eleverne starter i 7. klasse, skulle de gerne have fået opbygget en god arbejdsmoral og nogle brugbare arbejdsmetoder. Dette bygger vi videre på i denne skoleafdeling.
For nogle år siden oprettede vi på disse klassetrin computer-klasser, hvor eleverne havde udskiftet blyanten med en bærbar computer. Udviklingen har gjort, at vi nu, elever som lærere, er blevet så dygtige i brugen af computere, at oprettelsen af computer-klasser ikke længere er nødvendigt.
10. klasse 10. klasse er som bekendt udover den almindelige undervisningspligt i Danmark. 10. klasse på NGG er helt speciel, eftersom eleverne kan vælge gymnasie-/hf- fag, som de kan afslutte i 10. klasse. Gør de det, vil de kunne se bort fra dette/disse fag i gymnasiet eller på hf. Eleverne kan også vælge at tage fagene igen, hvorefter det er den højeste karakter, der tæller.
Der er tradition for en studierejse i løbet af efteråret samt en en-dags introduktionstur få dage inde i skoleåret. Eleverne i 10. klasse skal vælge minimum 28 timer om ugen og skal læse fagene engelsk, dansk, matematik på udvidet niveau. Desuden skal eleverne have 2. fremmedsprog på almindeligt eller udvidet niveau.
I løbet af foråret skal alle elever aflevere en større skriftlig opgave, der tager udgangspunkt i den uddannelsesplan, som eleven har udarbejdet i samarbejde med klasselærer og skolevejleder. Som det fremgår af ovenstående, kræver vi noget af eleverne i 10. klasse, og det er derfor kun de elever, der har en seriøs indstilling til skolearbejdet, vi optager på denne årgang.
10. klasse er et vigtigt skoleår på NGG. Det er et år, hvor den enkelte elev bliver mange erfaringer rigere fagligt som socialt. Det er et år, hvor forventningerne til fremtiden for alvor formes, sættes i perspektiv og pudses af.
Jeg håber, at du fandt de informationer, du søgte. Men har du yderligere spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte os. Venlig hilsen
Jan Thrane
|
|
|
| | |